Diana er en kvinde fanget i en krop, der ikke stemmer overens med hendes kønsidentitet. Hendes rejse for at anerkende sit sande jeg har været lang samt præget af usikkerhed og frygt. Hele sit liv har hun skjult sin sande selv og spillet skuespil for omverdenen. Denne selvbenægtelse har resulteret i nogle selvdestruktive tanker inde i hende. Dianas historie illustrerer, hvordan der kan være mistrivsel forbundet med svære følelser hos transkønnede.
Af Amalie Mønsted
Diana er endelig i harmoni med sit udseende. Foto: Amalie Mønsted
I det skinnende spejl står Diana. Hun skælder sit spejlbillede ud. Et reflekterende øjeblik af selvkonfrontation, der sender bølger af frygt gennem hende. For mange mennesker er et spejl en simpel refleksion, men for Diana er det et konstant møde med en identitet, hun ikke kan acceptere. Diana er en transkvinde, der har kæmpet en lang kamp for at finde accept, både i samfundet og inden i sig selv. Bag spejlets glans gemmer der sig en historie om modstand, selvværd og den lange rejse mod at omfavne sin sande kønsidentitet.
Diana repræsenterer én blandt mange transpersoner i Danmark, der kæmper en kamp for retten til at være tro mod sig selv, både i mødet med et system og i jagten på accept af en krop, hvor man ikke føler sig hjemme. Hendes rejse har været præget af en langstrakt kamp, der kulminerede, da hun, i en alder af 33 år, valgte at dele sin sande kønsidentitet med omverdenen. Dette skridt blev taget til trods for, at hun allerede som femårig var bevidst om, at hendes krop og sind ikke tilhørte drengeskabets normer. En konstant følelse af at være presset ind i en kasse, som hun aldrig har hørt til i: “Det gjorde mig ked af det og frustreret, når jeg blev gjort opmærksom på, at jeg var en dreng” forklarer Diana.
Unge Diana lever i en virkelighed præget af usikkerhed, uro og frygt. En voldsom barnefrygt, som nærmest kan sidestilles med frygten for et monster under sengen. Hun ønsker at forstå hvad der foregår, men kan ikke finde svarene. “Jeg kunne ikke vurdere mine egne følelser, og det skabte en frygt i mig ikke at forstå” forklarer hun. En rystende hånd, en urolig fod ved tanken om ikke at kunne definere det mørke, hun befinder sig i.
Selvopdagelse
Diana har aldrig været en dreng, fortæller hun. Helt fra starten, føler Diana at hun passer bedre ind med pigerne end drengene. Drengene gør hende faktisk en smule nervøs, for hun ved godt, hun er anderledes fra dem. Diana har altid godt kunne lide at lave skuespil, og var sikker på at det skulle være hendes karrierevej, men pludselig bliver hun nærmest fysisk dårlig ved tanken om at spille skuespil. For hver dag spiller Diana skuespil og tager en maske på for omverdenen, for at holde skjult, hvem hun rigtigt er. “Jeg var nået grænsen for, hvor meget jeg kunne lades som om”.
Da Diana drog på efterskole, væk fra familie og venner, fik hun plads til at eksperimentere med tanken om at være kvinde. Brikken begyndte at falde på plads. Men tanken var for skræmmende. Hun begraver det dybt, i håb om at den blot ville forsvinde. Frygten for at se sit sande jeg i øjnene, er så skræmmende, at Diana ender med at overkompensere for sin manglende plads i sin krop: “Jeg kunne godt være lidt mandschauvinistisk. Der havde jeg sikkert nogle tendenser. Jeg prøvede ligesom at overbevise andre om, at jeg faktisk var en fyr,” forklarer Diana. “Jeg hader at tænke tilbage på den person”.
Men tankerne sniger sig tilbage ind, som en ubuden gæst, uanset hvor hårdt Diana forsøger at sparke dem væk. En lørdag morgen omsværmet i en tåge af dårlige tanker. Tanken om ikke at være her mere, at forsvinde, har taget magten over Dianas krop. Med et afskedsbrev plantet på skrivebordet, indeholdende det, der skulle være Dianas sidste ord, bevæger hun sig ned på togstationen. En krop fyldt af panik, men samtidig følelsesløs og tom. Toget kommer susende. Det er nu. Men Dianas krop er lamslået; tanken om sin familie og hvilken sorg hun vil påføre dem, er altoverskyggende.
I coronatiden bruger Diana tiden flittigt på sociale medier, hvorpå hun kigger på andre transkønnede kvinder. Hun udforsker udtryk, tøj og make-up. Hun opdager, at de er lykkelige. Her går det op for Diana, at de faktisk lever det liv, hun gerne vil leve. Et par morgener efter vågner Diana, sætter sig op i sengen og kan mærke; i dag er dagen. “Nu bliver du nødt til at respektere den her stemme, du har haft i hovedet hele tiden. Du bliver nødt til at lytte til den, hvis du gerne vil leve videre,” fortæller Diana. Hun sætter sig ned med sin kæreste, Sonja, og fortæller hende at hun er kvinde. “Det tog hende en uge at finde ud af, hvad hun tænkte om det. I starten troede hun, at det betød vildt meget, hvor hun heldigvis kom frem til, at det gør det faktisk ikke. Jeg er stadig den, hun elsker”.
Diana i sit hjem i Odense. Foto: Amalie Mønsted
En minoritetsgruppe i mistrivsel
Emma Beck, som til hverdag er psykolog, arbejder hårdt for at skabe et trygt rum for transkønnede. Hun forklarer: “Jeg oplever at mistrivsel hos transkønnede f.eks. kan være angst og depression, hvis der skal diagnoser på. Disse diagnoser kan hænge sammen med håbløshedsfølelse eller følelsen af at være utryg”. En nylig befolkningsundersøgelse fra SEXUS fokuserer på mistrivsel blandt transpersoner. Overlæge og hovedforfatter på undersøgelsen, Morten Frisch, udtaler: “Vi har for nylig påvist en markant højere forekomst af ensomhed og mentale trivselsproblemer blandt danske transpersoner sammenlignet med resten af befolkningen”.
Hvis du spørger Kari Pedersen, som sidder i bestyrelsen for LGBT+ Danmark, er der nogle helt klare grunde til denne mistrivsel blandt transpersoner: “Der mangler generelt rigtig meget oplysning. Politikerne ved ikke noget om os, og medierne hverken faktatjekker eller sætter situationer i perspektiv”. Ifølge Kari kan det være svært at komme ud til omverdenen, fordi det generelt er svært at være transkønnet i dagens Danmark. Dette er på baggrund af, at den måde transpersoner bliver behandlet i sundhedssystemet og lovgivningsmæssige aspekter. Kari tilføjer: “Rettigheder kommer med stemningen fra borgerne”. Emma Beck uddyber: “Vi lever i et heteronormativt samfund, som kan være diskriminerende mod minoriteten. På dagligdagsplan kan det f.eks. være hårdt bare at sidde i et klasselokale, hvis man bliver ekskluderet socialt”.
Ikke en rigtig kvinde
Selvom accepten af Dianas sande kønsidentitet er et skridt i den rette vej for et bedre liv for hende, har hun svært ved at acceptere at hun ikke var bedre mod sit indre barn. De hårde ord mod spejlbilledet har sat sine spor. For Diana har svært ved at modtage ros, og har svært ved at acceptere at andre finder hende smuk. Situationer hvor mennesker bryder med hendes selvbillede af at være kvinde, kan hive hende helt tilbage til startlinjen og direkte give hende panikangst. På sit tidligere praktiksted ville hun prøve at rykke til nogle grænser. For hun blev altid placeret på et toilet alene, når hun skulle klæde om, hvor de andre fint blev inddelt i ‘kvinde-’ og ‘herreomklædning’. Diana går derfor til ledelsen, for at forhøre sig om der mon var mulighed for at skifte med de andre kvinder – som den kvinde hun selv er. Anmodningen blev taget op med resten af praktikstedet, men Diana fik beskeden tilbage, om at hun ikke var velkommen i kvindeomklædningen. Dette var på baggrund af, at andre havde følt, at det ville være ubehageligt at skifte tøj med hende. Diana nikker og siger at det er fint. Men episoden nager i baghovedet på hende længere, end hvad hun havde regnet med: “Jeg følte at jeg kom til at skubbe dem til at sige til mig, at de egentlig ikke ser mig som en rigtig kvinde,” fortæller Diana.
Fra selvkritik til selvkærlighed
Diana øver sig i at tale om de svære ting, og ikke at vende alt skyld og skam indad. Selvom hun stadig kan døje med lavt selvværd og svære følelser, forklarer hun, at hun har det meget bedre i sig selv nu. “Det var sværere dengang. Selv de hårde ting i dag er medgørlige, fordi jeg har en bund nu af glæde og håb, som jeg ikke havde før” forklarer hun. Diana har søgt støtte hos en psykolog, og de er blevet enige om, at når de selvdestruktive tanker opstår, så skal hun pakke en lille seddel ud, som hun skal læse. “Der står at jeg gør mit bedste og at ingen er perfekt. Det er sådan noget, jeg skal prøve at minde mig selv om,” afslutter hun. I dag føler Diana sig i harmoni med sin krop, og er stolt af sig selv og hvad hun har opnået. Hun kan endelig kigge sig i spejlet, og være glad for det billede der møder hende.
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Ring til Livslinien på 70 201 201. Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.